Fint besøg på Herluflille Mølle

Onsdag den 22. april, kom selveste Ivan Pedersen (kendt fra Laban, Backseat m.fl.) på besøg i møllen.

Ikke nok med at Ivan kom forbi, så var det ovenikøbet også på hans fødselsdag.
76 år og stadig i gang med koncerter over hele landet og fejrer i år 60 års jubilæum, som udøvende musiker.

Årsagen til besøget, var den, at vi skulle aftale nogle detaljer omkring en koncert på Herluflille Mølle, hvor han sammen med Nanna Larsen og deres band, er engageret til at give koncert på Dansk Mølledag 2026.

Efter en god musiksnak hjemme hos undertegnede over kaffen, lidt brød og sagt tillykke til Ivan, gik turen ud til møllen, for at se om pladsen og vores planer for koncerten kunne godkendes.

Det blev de, og Ivan fik en guidet tur på møllen af undertegnede og Edel og Jens Peter fra møllelauget.

Ivan fortalte at selvom der findes to møller på Samsø, hvor han bor, så havde han aldrig set en mølle i drift, så møllen og dens kraft og finurligheder, fascinerede i den grad den gode Hr. Pedersen.

Så kom til koncert på møllen, søndag den 21. juni 2026 fra kl. 13.00 – 15.00. Der er gratis entre.

Så skal vi ikke bare sige – VI SES!

Nekrolog: Esther Larsen

Mandag den 13. januar 2025 døde Esther Larsen på sygehuset i Slagelse. Et langt liv var til ende, hun nåede at fylde 95.

Esther blev født 29. december 1929 på Nørrebro i København, samme år som Matadorserien tager sin begyndelse. Hun var den mellemste af tre søstre og voksede op i Holte, Bagsværd og Østerbro.
Under besættelsen og i årene efter, blev somrene tilbragt med forældre og søskende på Nabben ved Haarby i det sydfynske.

Måske var det disse landligger-ferier som gav lyst og mod til at flytte på landet da hun senere mødte sin kommende mand Helge. For meget anderledes må det have været at bytte tilværelsen i hovedstaden ud med livet i Herluflille på Midtsjælland. De blev gift i efteråret 1962 og flyttede sammen på ejendommen Næstvedvej 68 (nuværende Suså Landevej), et sted med både mølleri, savværk og landbrug.

Starten af 1960’ernes Danmark var fortsat lidt ’verden af i går’, hvor nogle møllekunder kom kørende i hestevogn med et par sække korn til formaling. Esther kom for alvor på prøve i begyndelsen af sit ægteskab, da Helge fik en alvorlig influenza og måtte holde sengen i flere uger.
Gravid og ikke særlig adræt måtte hun således op i møllen og veje grutning (groft formalet korn) af til kunderne. Det var ikke helt nemt, og som hun siden selv fortalte, blev der nogle gange måske vejet enten for lidt eller for meget af. Klager kom der dog ingen af.

I 2003 stiftede Helge og Esther sammen med interesserede lokale folk Herluflille Møllelaug, med det formål at restaurere vindmøllen. Meget frivilligt arbejde fulgte derefter, hvor det lykkedes Esther at bringe økonomiske midler til veje gennem et utrætteligt arbejde med at søge fonde og legater. Også i det praktiske virke var hun særdeles aktiv og var altid at finde i den lille flok frivillige som stod for julemarked og andre arrangementer. Efter Helges død i december 2012 fortsatte hun som medlem af bestyrelsen og deltog i foreningens arbejde og aktiviteter.

De sidste 4-5 år var udfordrende for Esther, præget af sygdom, indlæggelser og ophold på akutplads. Som et socialt anlagt menneske var særligt corona-tidens isolation en prøvelse for hende.
Til det sidste fulgte hun med i foreningslivet og deltog i det omfang som helbredet tillod. Således var hun at finde blandt gæsterne til mølledagen i juni 2024.

Esther fik et langt liv, hvor hun foruden at stifte familie fandt tiden til at dyrke sine mange interesser. Livslange interesser var billedkunst, teater, klassisk musik, litteratur og politik. I den modne alder blev det fuglehold som den store passion og som ældre kom en gammel forkærlighed for modelteater til sin ret. Med god energi livet igennem, blev det også til en HF-eksamen i 1986.

Esther vil blive husket for sin helhjertethed, gæstfrihed og særlige evne til at knytte venskaber.

Anders Larsen, februar 2025

Dødsfald: Esther Larsen

Esther Larsen, Herluflille Mølle sov stille ind mandag d. 13. januar 2025
Esther nåede lige at blive 95 år.

Bisættelse fra Herlufmagle kirke tirsdag d. 21. januar kl. 11

Sang, musik og vingesus på mølledagen i Herluflille

Møllelauget omring Herluflille Mølle, havde været så heldige at få en donation fra den nyligt afdøde formand for møllelauget, Jens Lyhne, som var øremærket til en lille koncert med den fynske duo, Lasse & Mathilde.
De kom sammen med den nok så kendte Naturformidler Emil Sanderhoff, der fortalte om dyrelivet omkring vores møller samt supplerede Lasse & Mathilde med flot harmonikaspil.
Møllelauget var spændt på, hvor mange gæster disse kendte spillemænd kunne trække, og vi blev ikke skuffede, nærmere godt forpustede.
Der har været omkring 150 personer under koncerten, men i hvert fald omkring 250 personer over hele dagen. Så der var run på i alle salgsboderne, og på nær kaffe og kage, havde vi udsolgt en time før lukketid.
Vi havde god vind, så vingerne drejede hele dagen – så en fantastisk, men meget travl mølledag.

Per Gliese