Aktivitetslog

Oktober 2022

Sjov og spændende koncert på Herluflille Mølle

Søndag d. 9. oktober havde Herluflille Mølle besøg af BiblioteKoret, – under ledelse af Hanne Winther Knudsen, – og en trio bestående af Per Carlsen, Rasmus Hansen og Bent Kværndrup.
Publikum kunne lytte til koncerten, men havde også mulighed for at synge med på muntre og livlige sange fra Højskolesangbogen.

“Møllesangen”
Skrevet og komponeret af Hanne og Bent. Fremført af Bibliotekoret.

Oktober 2021

Rejsegilde

Mandag 25/10 var der rejsegilde lige ved siden af Herluflille Mølle. Møllelauget havde længe sparet sammen til at få lavet en overdækning over vores savstue. Med støtte fra Næstved Kommune, Sjællandske Mediers Fond og Nordea Fonden havde vi fået råd til at lægge tag på. Nu er savene beskyttet, vi har lagerplads til tømmeret, og vi kan komme i ly for regnen, når vi har gæster.

Der var stort fremmøde af sponsorer, medlemmer af lauget og af de håndværkere, som har været med på projektet. Formand Peter Castberg sagde blandt andet, at selvom arbejdet med at restaurere den gamle mølle har været drøjt og taget lang tid (start 2003) så har det været så spændende og givende, at vi har holdt sammen siden den spæde begyndelse, hvor møllen lignede en ruin!

Udvalgte fotos fra rejsegildet:

September 2021

Arbejdsdag på Herluflille Mølle

Sidst i september måned 2021 blev det tid til opstart af den nye overdækning af møllens save.
Samtidig er det besluttet i møllelauget, at overdækningen forlænges både mod syd og mod øst.
Næste skridt bliver opsætning af stolper og spær, inden overdækning med nye plader kan begynde.
Vi håber at kunne fremvise resultatet ved årets julemarked.

Udvalgte fotos fra arbejdsdagen:

August 2021

Vellykket koncert med Anders Roland

Det var en god oplevelse at sidde så tæt på kunstneren, at vi kunne følge hans fingres dans på instrumenterne.

Udvalgte fotos fra koncerten:

Visesangeren Anders Roland med et højst usædvanligt strengeinstrument, som kommer fra Apalacherne. Anders Roland medbragte også to guitarer samt en ukulele.

Publikum udtrykte efter koncerten stor tilfredshed med musikken.

August 2021

Donation

Møllelauget har modtaget donation på 25.000 kr fra Trelleborg Fonden.

Afdelingsleder fra Sydbank, Næstved, Henrik Skovly og Jens Lyhne, bestyrelsesmedlem i Herluflille Møllelaug.

Pengene skal finansiere en mini-håndkværn, som længe har stået på laugets ønskeliste. Mange besøgende har et ønske om at male deres eget mel. Af hensyn til sikkerheden må de ikke betjene møllens store kværn. I fremtiden vil gæsterne kunne fremstille deres eget mel. De skal naturligvis selv levere den nødvendige håndkraft.

Møllelauget indgår i det omfattende samarbejde ”Aktiv i forening 4160”, der dækker Herlufmagle og omegn.
Som et element i dette store netværk har vi lovet at invitere til en række familiedage i 2022. Her vil vi tilbyde familier at prøve kræfter med forskellige former for håndværk, som i tidens løb har været nødvendige i den daglige drift af møllen.